Smuk arkitektur, forførende flodbreder og en musikscene, der rykker, gør Beograd til noget helt særligt. Den serbiske hovedstad har forladt sin mere dystre fortid og er rykket ind i en pulserende og sprælsk nutid. Byen er ikke længere synonym med en krigshærget destination; i stedet bliver den nu betragtet som en af Europas mest hippe byer. Lokalbefolkningens appetit på byens natteliv tiltrækker de mest trendy grupper fra hele verden.
Især byens fantastiske kulturelle fortid og den nye kunstneriske og sociale scene gør byen så tiltalende. Fest og leben kan man finde hele verden over, men når det bliver blandet med forførende arkitektur langs Donau og Savas fantastiske flodbredder, så giver det altså noget ganske særligt.

Opsøg nattelivet
Når man besøger en by for første gang, er det altid en god idé at kaste sig ud i nogle musikoplevelser. På den måde får man hurtigt et indtryk af stedets sjæl, og man kan planlægge sin rejse ud fra anbefalinger fra ligesindede lokale. Det virker hver gang, og dagens gode nyhed er, at Beograd gør sig rigtig godt på musikfronten.
Serbien er måske nok kendt for den årlige Exit-musikfestival i juli i den nært beliggende by Novi Sad, men Beograd selv byder på fremragende musik året rundt.
Det kan man blandt andet opleve på de flydende natklubber, hvor der er gang i musikken på en slags ombyggede tømmerflåder, de såkaldte ‘splavovi’. De sejler som regel i det område, hvor floderne Donau og Sava mødes, men der er også mere ukendte ruter og steder.

Berygtede barer
Man kan også få sig en mere klassisk insider-oplevelse ved at gå på opdagelse i nogle af de berygtede skjulte barer og klubber, det var her på de skjulte barer, at house- og dancemusikken overlevede og voksede sig stærkere, hvilket i høj grad har været med til at præge byens nuværende ry. I lejligheder i de små sidegader kunne man finde disse undergrundssteder – det eneste, der afslørede, at man nærmede sig en bytur i global særklasse, var de pumpende rytmer bag anonyme døre. Sådan er det stadig, og der dukker konstant nye steder op. Den bedste måde at finde stederne på er at udspørge de lokale om deres yndlingsbarer og klubber. Steder som Ben Akiba, Club Mama og The Federal Association of Globe Trotters giver en fantastisk forsmag på de skjulte skatte, som nattelivet i Beograd byder på.
Ingen af de tre steder er offentligt markeret, og der er ingen telefonnumre, men spørg de lokale, så viser de vej. Ben Akiba holder til i private lejligheder, Club Mama ligger i en kælder under indkøbs-centret Cumicevco Sokace, og The Federal Association of Globe Trotters ligger for enden af en dårligt oplyst trappe, hvor en kælderbar med skøre og skønne genstande (og gæster) ligger i vente. Alle tre steder giver en fornemmelse af byens puls, den løsslupne stemning med fantastisk musik og et progressivt natteliv.
